SUNDHED

En Rhodesian Ridgeback er som udgangspunkt en sund og stærk race uden de store helbredsproblematikker. Racen er fremavlet til at præstere, og der har derfor været fokus på at avle videre på de mest udholdende og højtydende hunde, der kunne holde til mosten. Helt fri er ingen dog, ridgebacken inklusive.
Her kan du læse mere om sundhed i racen.

Dermoid Sinus

En af de ting, der kan påvirke Rhodesian Ridgebacks sundhed, men som heldigvis er sjælden, er den medfødte lidelse Dermoid Sinus. Der arbejdes hårdt blandt opdrættere og foreninger for at avle sygdommen helt ud af racen, men da den formentlig er relateret til den racetypiske “ridge”, går det ikke så hurtigt som ønsket. En hvalp med lidelsen (en kirtel, der går fra huden ned og fæstner på rygraden) opereres og kan derefter leve et komplet normalt liv, bortset fra at den ikke kan indgå i avlen. Alle kuld, der fødes i Rhodesian Ridgeback Klub-regi i Danmark, checkes officielt af professionelle flere gange for Dermoid Sinus, før de overhovedet forlader opdrætteren. Læs mere hos RRK HER.

HD – AD – OCD – JME – DM mm.

Der er også et par ting, som kan ramme store hunde af alle racer, og som det derfor er værd at sikre, at man ikke videreavler en genetisk disposition for. Der er tale om hofteledsdysplasi og albuedysplasi samt genetiske sygdomme som JME (juvenile myoclonic epilepsy) og DM (degenerative myelopathy). De hunde, vi anvender til avl i Hvirvelvinden Rhodesian Ridgeback, er testet garanteret fri ovenstående som individer enten via Dansk Kennel Klub eller internationalt anerkendte laboratorier. Vi tester også for en sikkerheds skyld for hæmofili (B). Sundhed er i højsædet her!

OBS! Anlægget/disponeringen for eksempelvis HD er genetisk (men både kompleks og endnu ikke helt klarlagt), men chancen for at udvikle HD på individbasis er også betinget af faktorer som optimal fodring og aldersafstemt motion og træning. 

Allergi

Ingen af de hunde, der indgår i avlen hos Hvirvelvinden Rhodesian Ridgeback, har vist tegn på allergi i flere generationer, og vi arbejder hårdt på at sikre os at undgå allergi i alle dens former, da det forringer hundens livskvalitet, og det ønsker vi ikke at udsætte nogen for!

Det sagt, så kan ridgebacken – som så mange andre hunderacer – udvikle allergi. Allergi viser sig f.eks. ved at hunden klør sig meget, pelsen falder af, ørerne og poterne klør, og hunden kan få udslæt og hævelser på kroppen.

Bemærk, at alle de ovenstående symptomer også kan være harmløse og udtrykke forbigående problemer, så det kan godt betale sig at udrede og behandle problemstillinger, før man tænker “åh nej, allergi”, og tager dyre og besværlige tiltag imod det. 

Mavedrejning

De store hunderacer med dybe brystkasser er i risikogruppen for at udvikle mavedrejning, også kaldet mavevending (på engelsk “bloat” eller “gastric torsion”). Her er der tale om en meget alvorlig tilstand, der ofte fører til dødsfald, hvis man ikke sætter ind med hurtig behandling. Som ejer af store hunde er det vigtigt at sætte sig grundigt ind i symptomerne, så man kan nå at redde sin hund, hvis der opstår mistanke om, at der er en mavedrejning i farvandet. Ved mistanke om denne lidelse gælder ordsproget “better safe than sorry”. Læs mere om mavevending og symptomerne herpå i artiklen MAVEDREJNING i Hvirvelvindens Vidensbank.

Hvirvelvinden Rhodesian Ridgeback kennel Hannibal - sundhed

En sund og rask hund med gode egenskaber og et herligt temperament er ikke en tilfældighed, den er et resultat af omhyggeligt avlsarbejde.

Her i Hvirvelvinden Rhodesian Ridgeback følger vi DKKs anbefalinger for ansvarsfuld avl samt Rhodesian Ridgeback Klubbens etiske regler.