Hannibal - ET LYS I MØRKET

Her er fortællingen om Dea og hendes hund Hannibal – det er også fortællingen om en Rhodesian Ridgebacks ubrydelige loyalitet og utrolige sans for empati.
Artiklen blev bragt i Rhodesian Ridgeback Klubbens medlemsblad Ridgebacken i December-udgaven 2020.

Kære Hannibal

Helsinge d. 21. okt. 2020

I skrivende stund er det et helt årti siden, jeg hentede en 8 uger gammel Hannibal. I skrivende stund er det et helt årti siden, jeg lærte min første lektie om intuitivitet, loyalitet og urokkelig kærlighed

Han var den forreste hvalp i flokken, da de løb mig i møde. Jeg gik i knæ, og han sprang direkte op i favnen på mig og gav mig et kys. Det var vores første møde, men det føltes som om, at vi havde kendt hinanden altid. Han sad på mit skød hele vejen hjem, og der har han følt sig tryg lige siden, også selvom han endte på 55 kilos ren kærlighed.

Vi havde nogle gode år med masser af træning, rally-lydighed og gode ture med venner i skoven og på markerne. Men intet varer ved, og i løbet af 2013 blev jeg mere og mere dårlig. Jeg havde altid været plaget af rygsmerter, men langsomt blev listen af tilstødende problemer længere og længere. I 2014 blev jeg endelig diagnosticeret og efterfølgende opereret for nogle cyster i min rygmarvskanal, der i årevis havde vokset sig større og større på deres begrænsede plads inde i mit korsben. De havde gnavet sig ud gennem knoglen, så ifm. med operationen fik jeg rekonstrueret korsbenet og rygmarvskanalen.

Siden da har intet været det samme. Den eneste konstant har været Hannibal og hans urokkelige kærlighed. Jeg var sengeliggende i månedsvis efterfølgende og kunne kun bevæge mig rundt i verden vha. krykker eller kørestol.

Hannibal og Dea, kennel Hvirvelvinden, hundeejer med kroniske smerter og hund
min hund, min hannibal, min bedste ven

Så dér lå jeg i mørket og følte mig defekt og værdiløs, ensom og vridende af smerter. Hannibal var 4 år gammel og i sin bedste alder, og enhver bekymring jeg havde over, hvordan han ville håndtere vores nye hverdag, blev gjort totalt til skamme. Han elskede hvert et minut af mit lægeordinerede sengeleje, som var det hans livslange drøm, der endelig blev til virkelighed. Jeg kan ikke helt sætte ord på, hvor hjertevarmende og opløftende, det var.

Jeg havde aftalt hundeluftning med venner og familie, og hver eneste gang (selv ved fodringstid!) måtte de fjerne ham fra mig med magt – der var intet i hele verden, han hellere ville end at ligge ved min side. Havde jeg ligget alene, tror jeg aldrig, jeg var kommet ud af sengen.

Men Hannibal ville lege, og Hannibal ville kun gå tur med mig. Så op kom jeg til sidst. Man svigter ikke en trofast hund, der står dér med sin bamse og spørger, om vi ikke skal hjælpes ad med at flå alt indholdet ud af den.

Cysterne og operationen gjorde stor skade på mine nerver, og i årene efter operationen var jeg plaget af bl.a. følelsesløshed, ufrivillige bevægelser, svimmelhed, smerter og manglende førlighed. Jeg måtte lære alting igen. Sidde op, rejse mig op, det ene ben foran det andet. Selvom jeg havde levet et halvt liv som almindeligt fungerende, havde jeg ingen idé om, hvordan man gjorde noget så simpelt som at sidde uden at falde. At gå uden at vælte. At eksistere uden energi.

FOTO: grafiko.dk

Hannibal var imponerende hurtig til at tilpasse sig både tempo og mine behov. Han gik klistret til mit ben på den dårlige side, og hans højde gjorde, at jeg kunne støtte mig til ham. Og hvis jeg ikke kunne komme op, stillede han sig som det naturligste i verden helt hen, så jeg kunne sætte en hånd på hans skulder og således få et boost til at komme på benene. Uden ham havde jeg nok siddet på en mark et sted endnu. 

Han tillærte sig flere færdigheder, bl.a. at hjælpe med at skubbe, flytte og hente ting. Enhver, der har haft bare en smule ondt i ryggen ved, hvor stor en gave det er, når andre tilbyder at bære ens ting. Hannibal tog selv og bar alt fra sine egne tæpper til helt fyldte rygsække. Det var fuldkommen uundværligt med den hjælp, mens jeg skulle lære at klare mig selv igen. 

Men hans hjælp stoppede ikke dér, faktisk begyndte han at stille sig op midt på gulvet og kalde på mig, fordi han mente, at jeg skulle ind i seng igen. I starten syntes vi, at det var liiige lovligt skrapt, at han skulle bestemme det, men det varede ikke længe, før det gik op for os, at Hannibal sagde til lige præcis inden, jeg blev så træt, at jeg skulle bæres ind og hvile.

Dea & Hannibal, hund fri ved fod
Min bedste ven Hannibal

Det lyder måske mærkeligt, men det er virkelig svært at vænne sig til, at man pludselig ikke kan sidde og snakke og hygge med familie og venner så længe, man har lyst til. At man i stedet kun kan foretage sig noget, indtil man – irriterende kort tid efter – ikke kan mere. Hannibal havde helt styr på, hvornår jeg havde fået nok, og ved at lytte til ham undgik jeg overanstrengelse og lærte at finde mig til rette i min nye virkelighed.

Hannibal passede og plejede mig med en nærmest menneskelig omhu og dedikation. I dag kan jeg gå tilnærmelsesvist normalt, på en god dag kan jeg endda løbe, og selvom jeg stadig er plaget af konstante smerter, tilskriver jeg Hannibal den fulde ære for min tilbagevenden til en nærved normal tilværelse. Som kronisk syg bliver den aldrig normal, men livet er klart bedre med en (og gerne flere) Rhodesian Ridgebacks!

Kære Hannibal, min hund og min bedste ven, du har lært mig så meget om livet, om kærlighed, om vedholdenhed, om umiddelbarhed, om ukuelighed og om glæde. Men det bekymrer mig, at du ikke har lært mig at leve uden dig. Jeg frygter den lektie mere end noget andet.

Kh din Dea