HVIRVELVINDEN ANBEFALER

HUNDEDÆKKEN

En Rhodesian Ridgeback har brug for beskyttelse mod det danske klima i vinterhalvåret og på dage, hvor det regner. Men det er sværere, end man skulle tro, at finde et rigtig godt dækken eller sweater, der også fås i store størrelser. Jeg har prøvet en masse forskellige dækkener af, så her kommer mine erfaringer, når det kommer til vinterdækkener, hundesweatre, regnjakker til hunde og overgangsdækkener. 

Rhodesian Ridgeback Nubia

HUNDESWEATER 

På dage, hvor det hverken regner, sner eller blæser, men stadig er for koldt for en afrikaner, er en lun sweater en god løsning. Også til træning en tidlig forårsaften eller til en køretur i en kølig bil. 

Den bedste fleecesweater, jeg nogensinde har haft, er en Pomppa Jumppa. Den er tynd, og Nubias er spraglet og farverig, men den fås også i helt almindelige farver! Man kan heller ikke gå fejl med en Hurtta Midlayer, som er lidt varmere. Begge disse sweatre sidder rigtig godt og har god bevægelsesfrihed. God og holdbar kvalitet. 

Nubia i hundedækken Hurtta RazzleDazzle Midlayer

DE VARME SWEATRE

Et andet bud, der også er varme og ser super godt på en Rhodesian Ridgeback, er Sofadogwears Kevin og Hachico jumper. Bemærk – mange af de sporty sweatere, der sidder så flot, men skal trækkes over hovedet, og benene skal “foldes” ind i hullerne, hvilket kan være et problem for nogle hunde, især ældre. Danske Canelana og svenske Hundlands fører også nogle virkelig flotte uldsweatere, som også fåes i størrelse stor hund, og som benene ikke skal foldes i. Generelt synes jeg, at unge hunde, hvor der er fuld smæk på leg og spas, passer de flotte strømlinede sweatre bedst. De sidder, som de skal, mens hunden giver den gas. Og de er ofte lettere i stoffet. Jeg har også købt sjove og spraglede dino-fleeces, som giver godt humør, i England hos Barker og Browns.

De ældre hunde, der måske har sat farten lidt ned, fortjener en tyk og lækker uldsweater, der er nem at få på og indstille. Jeg kan også godt lide min fleece-sweater fra Back on Track til de modne firbenede. Kan du strikke eller kender du en, der kan? Så kan man jo finde mønstre på nettet. Hannibal havde en hjemmestrikket mariusgenser og en flot uldsweater fra ChillyDogSweaters, som jeg fik sat en lynlås i hos en lokal syerske, så den var mere praktisk at få på en agtværdig herre. Det er helt normalt at blive lidt stivbenet med alderen, læs mere om det i indlægget om Seniorhunden.

Seniorhunden får det bedre med uld
Midas & Hailey, Rhodesian Ridgebacks i fleecejakker fra Barker & Browns.
Rhodesian Ridgeback Hannibal iklædt Marius-genser i 100% uld

HVORFOR ER TØJ NØDVENDIGT TIL DIN RR?

En Rhodesian Ridgeback er skabt til at løbe på den afrikanske savanne i dagevis under den bagende sol. For at kunne det, er de udstyret med ekstra kraftige poter, en sund og stærk kropsbygning og en glat, kort pels helt uden underuld. Med andre ord – racen er unikt specialiseret til det fuldstændig modsatte af en dansk vinter!

Et dækken vil beskytte mod vind og vejr og give jer mere tid og lyst til at krudte af sammen udendørs. Fryser din hund, kan den få spændte, ømme muskler og låsninger i bevægeapparatet, lænden er særligt udsat. Er du i tvivl om, hvorvidt din hund fryser? Se guiden nederst i dette indlæg.

Min enbefaling er at gå efter god kvalitet til den voksne hund. Et godt dækken holder i mange år, mens de billigste i mange tilfælde kun holder i en sæson. Sådan bliver det hurtigt dyrere at købe billigt. Mens hvalpen vokser, er det fint med billige sweatre og jakker, de passer alligevel kun et par uger!

DÆKKENER JEG SELV HAR OG KAN ANBEFALE

I dette afsnit kan du se, hvilke af de dækkener, jeg har haft til mine hunde, som jeg kan anbefale til andre. Når du skal købe et dækken, så kan det godt betale sig at søge efter gode tilbud. Men det vigtigste er, at du finder et målebånd frem og omhyggeligt måler din hund efter de anvisninger, der er knyttet til den hundejakke, du vil købe! Herhjemme bruger pigerne en størrelse 65 i ryglængde, mens Midas er størrelse 70. Gamle Hannibal passede str. 80!

Hurtta Extreme Warmer er en god jakke i god kvalitet, Nubias er pæn som ny trods mange vaske og kontinuerlig brug gennem mange vintre.

Fordele: Den sidder super pænt og glider ikke. Der er masser af indstillingsmuligheder, og den kan endda laves til ørevarmer. Der er hul til snor i selen.

Ulemper: Skal trækkes ned over hundens ansigt, og det går ikke altid lige nemt, så det er ikke jakken til hunden, der ikke bryder sig om det. Fås ikke i stor str. Ikke vandtæt.

hailey regnjakke

SadePomppa fåes i mange farver og er en klassisk og praktisk regnjakke i god kvalitet. Aldeles udmærket jakke til danske regnvejrsdage.

Fordele: Klædelig, nem at tage af og på, kan indstilles i livvidde, så den også kan bruges udenpå en sweater, sidder rigtig pænt. God mavebeskyttelse.

Ulemper: Kan glide rundt ved vild leg, men det har nu kun været  et problem, når hunden løber løs. Ingen benstropper (er muligvis på nyere modeller?)

Midas iført Hurtta Expedition Parka - et varmt hundedækken til vinterbrug

Hurtta Expedition Parka er min favoritjakke til vinteren. Den er pæn, sidder flot, holdbar, er nem at få af og på, og den er varm og vejrbestandig.

Fordele: Nem at indstille og tage af og på, holdbart og vandafvisende stof, sidder godt fast og glider ikke. Fås i store størrelser og har hul til at sætte snoren fast i selen.

Ulemper: Ikke rigtig nogen, kun at det er en rigtig vinterjakke, så den er kun til vintersæsonen, og den er for varm til også at være en overgangsjakke.

Hurtta regndækken hund

Hurtta Monsoon regnjakke er et praktisk, tynd og luftigt regndækken. Modellen pæn, velsiddende, nem at få af og på samt vind- og vandtæt.

Fordele: Nem at indstille og tage af og på, holdbart og vandtæt metariale, sidder godt fast og glider ikke. Fås i store størrelser og har hul til at sætte snoren fast i selen.

Ulemper: Minimale – den skal over hovedet på hunden, og de mange indstillelsesmuligheder har givet mange små snore allevegne.

HVAD BØR DU UNDGÅ, NÅR DU SKAL FINDE ET GODT DÆKKEN?

Min erfaring er, at dækkener, der lukkes med velcro, ikke holder særlig længe. De bliver også hurtigt nussede, især hvis de er lavet af fleece eller uld. Vinter- og regndækkener, der har halskraver eller andre elementer i fleece, bliver gennemblødte og tunge i regnvejr. Så selvom de ofte er flotte og stilfulde, er de ikke særlig praktiske. Fleece giver også ofte statisk stød, når man tager det af og på, så det er nok ikke noget for de mere følsomme hunde.

KØBEGUIDE TIL DIN RHODESIAN RIDGEBACK

Hej, er du ny her? Og lidt lost i dækkenjunglen? Start her – i Hvirvelvindens købeguide! Konkrete anbefalinger og tips til indkøb af garderobe.

BABY

BEHOV: Hundehvalpe fryser nemmere, de kan få det koldt selv om sommeren, f.eks. til hvalpetræning. Du kommer også til at skulle vænne din hvalp til at gå udenfor og tisse, selv når det regner, sner, blæser eller bare er koldt. Det kan lettes betydeligt ved at være klædt på til vejret.

KØB: Du bør derfor have en sweater og en regnjakke. 

TIPS: Køb billigt i det første år. Gå i Maxizoo eller lignende, køb en sweater og en regnjakke. De holder alligevel kun et par måneder i voksealderen.

ANBEFALINGER: Hunter Milford regnjakke

MINIMALIST

BEHOV: Hvis du har en “varm” hund, der ikke behøver så meget, så kan du nemt nøjes med en let garderobe.

KØB: En god sweater og en regnjakke. Om vinteren kan de bruges sammen som en vinterjakke.

TIPS: Hvis du køber nogle ordentlige produkter, kan de holde min. 5 år, flere af mine er på deres 7. år i god stand.

ANBEFALINGER: Køb f.eks.
Hurtta Midlayer + Hurtta Monsoon eller PomppaJumppa + SadePomppa eller
SofaDogWear Kevin + Hurtta ECO Mudventure.

MAXIMALIST

BEHOV: Hvis du har en hund som min Nubia, så skal du have en mere omfattende garderobe for at holde varmen og humøret. Eller hvis du bare godt kan lide variation i dagligdagen.

KØB: En varm sweater, en windbreaker, en regnjakke og en vinterjakke. Måske mere, you do you.

TIPS: Nedarvede og brugte dækkener er altså ok til frossenpinden. Og lag på lag også.

ANBEFALINGER: Hurtta Midlayer, SporttiPomppa, Hurtta Monsoon, Hurtta Expedition Parka eller Hurtta Extreme Warmer, JumppaPomppa

SENIOR

BEHOV: Seniorhunden har samme problem som hundehvalpe – de fryser nemmere, og de har mindre tolerance over for dårligt vejr. 

KØB: En varm sweater, der er nem at få af og på, en dejlig varm vinterjakke, en god regnjakke og måske endda en varm kåbe eller pyjamas til natten.

TIPS: Sørg altid for, at din senior er varm nok, det kan forværre gener, gigt og skader at være kold.

ANBEFALINGER: Back on Track, Canelana eller Hundlands fleece, Hurtta Extreme Warmer, SadePomppa.

HVORDAN VED JEG, OM MIN HUND FRYSER?

Bartok & Hannibal - Rhodesian Ridgeback og blandingshund
På billedet herover ses Bartok, den mørke hund, der ikke fryser - og Hannibal, der fryser. Læg mærke til deres stilling og se forskellen på deres kroppe.

FRYSER EN RYSTENDE HUND?

Mange tror, at en hund kun fryser, hvis den ryster. Hunde kan ryste af mange årsager, og kun én af dem er kulde. Desuden skal der ret meget kulde til, før en voksen og rask hund ryster, så hvis den gør det, er den MEGET kold. Du skal på banen lang tid før, I når dertil.

Ryster din hund, kan det tyde på frygt, nervøsitet, ophidselse, FOMO, ubehag, kvalme, smerter, forventningsglæde, sygdom, køresyge, forsøg på kommunikation, kulde, etc. Hvis du oplever, at din hund ryster, og kan du ikke se en åbenlys årsag (f.eks. at I lige står og kigger på et spændende egern, eller at I har mødt nogen, hunden gerne vil lege med, eller måske at du står med negleklipperen i hånden), kan det være tid til et besøg hos dyrlægen. Se evt. Hvornår skal jeg ringe til dyrlægen?

TEGN PÅ, AT DIN HUND FRYSER

En hund, der ikke kan holde varmen, vil forsøge at gøre sin krop mindre i et forsøg på at miste mindre kropsvarme. Den vil kippe i bækkenet, runde ryggen og søge at folde bagparten ind under sig, måske løfte en forpote og sætte sig med benene tæt på bugen. Deres pels vil rejse sig i et forsøg på at holde varmen.

Herunder har jeg indsat et lille galleri af billeder med forskellige hunde, der tydeligt fryser. Læg mærke til de tegn, du ser på billederne – vippet bækken, tilbagetrukne forben, forkortet krop, løftede poter, rejst pels – husk dem og kig efter dem, når du holder øje med din egen hund. Brug jakke eller dækken på dage med blæst, regn, rusk, vind, dryp og lave temperaturer, hvis I skal være ude længere end en rask løbe- eller travetur. Hvis I skal løbe en tur sammen, eller din hund har en legeaftale, er det ikke sikkert, I får brug for dækken, selv i kulde.

Trækker bagparten ind under sig - trækker forbenene længere ind under kroppen - gør sin krop lille - hårene på kroppen rejser sig - løfter en pote over jorden - søger varme

Fryser din hund? Her er et galleri med billeder af hunde, der viser tegn på, at de fryser. Før musen over billedet for at læse mere.

Glade hunde med tøj på
Dette er det 4. indlæg i serien "Hvirvelvinden anbefaler". Tidligere indlæg har omfattet læsestof, seler & halsbånd samt hundetræning. Næste indlæg kommer til at omhandle senge og måtter.
hvirvelvinden
Hvirvelvinden
anbefaler
Scroll to Top