ARTERITIS
Canine nasal arteritis. Dermal arteritis of the nasal philtrum. Dermal arteritis of the nasal plenum. Der er ikke tale om en “kært barn, mange navne”-situation. Der er tale om en autoimmun sygdom, der i værste fald kan være dødelig, hvis den ikke holdes i skak. Desværre er sygdommen meget sjælden, og få kender til den. Dette indlæg har til formål at udbrede kendskabet, så flere ramte hunde kan få hjælp.
CANINE NASAL ARTERITIS
Har din hund et sår på næsen, der bare ikke vil hele? Heller ikke selvom du prøver alle mulige cremer og behandlinger? Bløder det måske ligefrem fra såret? Og er din dyrlæge på bar bund?
Jeg skriver dette indlæg, fordi ovenstående er min historie. Årsagerne til sår på næsen kan være mange, og du skal have fat i din dyrlæge for at udelukke andre alvorlige årsager som svamp, bakterieinfektioner, cancer og lupus.
Det kan også være et helt uskyldigt sår, der bare er længe om at hele pga. placeringen yderst på snudeskaftet, som jo er meget i brug hos en hund.
Men, hvis såret har været der i lang tid, og især hvis det begynder at bløde heftigt (og ovenstående differentialdiagnoser kan udelukkes), kan der være tale om canine nasal arteritis. Hvis det er tilfældet, er det bydende nødvendigt med hurtig (og korrekt) behandling.
Har du allerede fået diagnosen? Så deler jeg mine erfaringer med både virksom og ikke-invasiv behandling her. En del behandler nemlig med systemisk binyrebarkhormon (prednisolon), hvilket kan være nødvendigt i en periode, men som i Hannibals tilfælde kom med en masse ubehagelige bivirkninger og ingen nævneværdig effekt.
Der er heldigvis alternativer, og dem beskriver jeg her. Det er nemlig lykkedes mig dels at formindske/hele såret, dels at sørge for, at det stort set aldrig bløder. Vi gik fra dybt traumatiske arterie-blødninger flere gange dagligt til én, måske to omgange næseblod OM ÅRET! Der er håb forude. Læs med her.
Hvorfor vil det ikke hele?
FØRST: USKYLDIG RIFT PÅ SNUDEN
Det starter som en øjensynligt ubetydelig lille ridse, som man egentlig ikke ved, hvordan er opstået. Man tænker bare, at hunden nok (igen) har stukket næsen for langt frem og har fået sig et hak i tuden. Det ser ubetydeligt ud.
SÅ: FRUSTRATION - DET HELER IKKE
Men som månederne og årene går, og ridsen består, begynder man at undre sig lidt. Hvorfor heler det ikke? Man slår koldt vand i blodet, fordi hunden virker ikke det mindste generet. Og såret virker ikke inflammeret eller betændt. Det er nok ikke noget. Det heler nok bare ikke, fordi det sidder dér, hvor det sidder.
Det går langsomt, men såret udvider sig. Stadig uden at virke hævet eller generende for hunden. Du prøver sikkert med nogle cremer, måske laserbehandlinger hos dyrlægen? Det gjorde jeg. Det hjalp ikke. Såret blev stadig større. Derudover er det et virkelig besværligt sted at behandle, hunden vil dels gerne vil slikke creme af, dels kan den meget nemt slikke det af.
SIDEN: BLODBAD
På et tidspunkt vil såret begynde at bløde. Der kan gå mange år. I Hannibals tilfælde gik der 6-7 år, fra vi først bemærkede såret, til vi havde den første episode med “næse”blod. Eftersom lidelsen skyldes inflammerede arterievægge i næseregionen, er der ofte tale om ret voldsomme blødninger. I nogle tilfælde kan der også ses pulsslag i blødningen.
Man kan se, at blodet stammer fra såret. Har din hund næseblod, og stammer det ikke fra et tydeligt sår på næsen, vil det nok være bedst at konsultere din dyrlæge. Der kan være tale om et fremmedlegeme, en tumor eller et sår fra et vildfarent græsstrå el.lign. Det skal selvfølgelig adresseres af en professionel.
Er der tale om en blødning fra næsesåret, har din hund sandsynligvis Canine Nasal Arteritis. På billedet herunder ses et eksempel på en blødning. Umiddelbart kunne det ligne, at hunden har nyst samtidig med næseblod, men det er pga. trykket i arterierne, at blodstrålerne er sprayet så langt ud (klinkerne på billedet er 30x30cm). Blødningen herunder skete, mens hunden lå og sov.
En ALVORLIG autoimmun sygdom
Hvad er arteritis?
Den officielle definition er: Inflammerede arterievægge [reference]. Ordet kan forveksles med det engelske ord for gigt, nemlig “arthritis”, men der er ingen sammenligning. Det er ikke det samme.
Der er flere typer af arteritis. Den, der rammer din hunds næse, er en autoimmun reaktion. Den officielle definition af autoimmun er sygdomme, hvor kroppens immunforsvar angriber egne celler [reference].
Arteritis i din hunds snudeskaft er en sjælden sygdom, der mest rammer hunde af store racer [reference] som f.eks. Sankt Bernhardshund, Landseer, Borzoi, Riesenschnauzer og Blodhund. Sygdommen kan både have en arvelig komponent [reference], ligesom den kan opstå ud af det blå, som den gjorde i Hannibals tilfælde.
Med den rette behandling kan man sagtens leve et langt og godt liv med (eller på trods af) arteritis. Det vigtigste er at holde næsen blød og undgå udtørring, og altid at sørge for, at hunden dels er vant til at tillade håndtering, berøring og påførsel af creme, dels at man har remedier og ro til at håndtere en blødning. De kan vare i alt fra 10 min til flere timer, og der kommer en hel del blod ud, så man er nødt til at være både fysisk og psykisk forberedt.
FORBEREDELSE & FOREBYGGELSE
BEHANDLING = HYGGESTUND
Lær din hund at slappe af med creme på næsen. En hund vil jo altid søge at slikke sin næse ren, det er en helt naturlig og forventelig impuls. Derfor er det, at forholde sig i ro med creme på snuden uden at slikke det i sig, en færdighed, man tålmodigt træner op til.
Jeg forsøgte en del forskelligt med Hannibal, både tricks og træning, men til sidst måtte jeg kapitulere og sidde stille med ham i 30-45 min. med hånden forsigtigt foran hans mund, mens jeg nussede og roste for at holde ro på.
Jeg er ellers altid fortaler for tilvænning uden tvang, men når det nu var arterieblødninger, vi søgte at bekæmpe, blev jeg nødt til venligt at insistere på, at vi lod den creme sidde.
Det varede heldigvis heller ikke længe, før tiden med creme på næsen blev en kærkommen hyggestund for os begge.
Hvis det lykkes for dig med eksempelvis klikkertræning, så gør endelig det! Målet er at kunne dække hunden af, påføre creme, og bede den ligge stille og tage en lur, indtil cremen er trængt ind og har lejlighed til at virke.
Træning og tålmodighed samt en god portion hygge kan transformere alt fra en sur pligt til noget, man ser frem til.
Når hunden har lært det, kan man med fordel påføre creme inden sengetid, når hunden allerede er gået til ro – så kan den sidde og virke hele natten!
HAV ET HJEMMEAPOTEK KLAR
– Håndklæder.
– Vådliggerlagen til hundens seng.
– Våde og efterfølgende nedfrosne vatpinde til at presse på såret i tilfælde af ukontrollabel blødning.
– Fugt & pleje til næsen, jeg brugte faktisk Elisabeth Arden Eight Hour Cream, men mindre kan bestemt gøre det, vælg neutralt, mildt og parfumefrit.
Arterieblødninger kan være svære at stoppe, og hvis de sidder forrest på næsen, kan du ikke lægge en kompresforbinding eller lægge pres på såret. Så kan din hund jo ikke trække vejret! Min erfaring er, at det er bedst at lade det bløde og holde sig i ro, eftersom det lader til at være det mindst stressende for hunden. Tag gerne en film af blødningen, så du kan vise dyrlægen, hvad der sker. Det kan ikke tilrådes at fremprovokere en blødning hos dyrlægen.
BEHANDLING AF ARTERITIS
DYRLÆGEN UDSKRIVER
Du skal have dyrlægen til at udskrive enten Betnovat eller Tacrolimus, det er forskelligt fra hund til hund, hvad der virker bedst. Hannibal havde bedst effekt at Betnovat, men der er umiddelbart flest, der sværger til Tacrolimus [reference].
Det, der endelig gjorde forskellen for os, var at skippe prednisolon-pillerne til fordel for LDN (Lav Dosis Naltrexon – læs mere i indlægget LDN til hunde), og i stedet give en ugentlig indsprøjtning i låret med Dexamethason. Dexamethason er et syntetisk glukokortikoid (binyrebarkhormon), der anvendes til behandling af inflammatoriske tilstande hos dyr. Vi gik med tiden over til hver 14. dag.
Efter ganske kort tid på Betnovat + LDN + Dexamethason + fugtighedscreme var Hannibals alvorlige autoimmune sygdom sat i skak, og det holdt faktisk resten af hans dage. Slut med blodbad, tør næse og slut med bekymringer og stress for både ham og mig.
Din dyrlæge kan udskrive LDN efter tilladelse fra lægemiddelstyrelsen. Du kan selv oplæres i at give sprøjten, hvis du har mod på det, og din hund er tryg ved det, ellers er det altså umagen værd at tage et ugentlig (eller hver 14. dag) besøg hos dyrlægen for at få det administreret.
